Sommer på Samsø

Samsø er sol, cykelture og stilhed! Det nyder vi… Ungerne nusser rundt og leger med værternes sjove legetøj og vi slapper af og laver lækkert mad – eller nej altså sådan er det i små bidder, de lidt større bidder af det der hverdag med skrig og skrål forsøger vi at bremse med cykelture rundt på øen (hvor ungerne så enten synger højt, niver hinanden eller bare larmer;-)

jeg fristes af små skøre loppemarkeder uden for hvert andet hus og friske grøntsager hver gang vejen svinger!

Markerne her på øen er helt anderledes spændende, end da jeg som lille ofte var med far ude at se om avlen nu stod som den skulle… Kornsorterne flød i et for mig og jeg blev aldrig helt skarp på emnet!
Noget andet der var svært at forholde sig til var landmandsspillet – det var sjovt men også ret urealistisk for de marker man kunne plante var altså noget mere spændende end dem far havde;-)

Nu har jeg fundet alle de spændende marker – de har gemt sig her på Samsø. Markerne bugner af farver, dufte og en charme man skal kigge langt efter i det vestjyske med korn, korn, raps og lidt mere korn… her på Samsø er der noget at kigge på – Store smukke blå marker fyldt med rødkål, marker med løg, græskar, majs, blomster, solbær, jordbær, dild osv… Jeg er klar til hver gang at hoppe af cyklen for at tage smukke grøntsagsbilleder men ja hvis jeg gjorde det ville JC og ungerne være over alle bakker – så jeg nyder dem bare…

20130731-220732.jpg

Tilbage til maden… Idag begyndte lidt tidligere end ellers 2 styks minibanditter med krudt i fik skubbet dagen igang, så der var god tid til at forberede maden før min familie ankom…
Med i kufferten er for tidens mest foretrukne opskrifter fra Lise Faurschou (hun er vild med økologi og grøntsager og forfatter til Økologiske fodspor på køkkenbordet) og Alette Bertelsen (hun er en knag til det med kager og forfatter til Kager der smager)

Med de 2 damers skønne opskrifter i tankerne lavede jeg bønnesalat og mandelbunde fra morgenen af…
Igår havde jeg sat 4 forskellige slags bønner i blød – 3 af dem til en skøn sommersalat, og så kikærter til humus…

Sommersalat fuldt med bønner

Klargør:
100 g sorte bønner (i blød 10-12 timer, koges i rent vand i 1,5 time)
100 g hvide bønner (i blød 8-10 timer, koges i rent vand i 30 min)
100 g kidneybønner (i blød 8-10 timer, koges 1,5 time)
Tjek altid instruktionen på bønneposen!

20130731-222217.jpg

Snit:
2-3 peberfrugter
1 rødløg
Purløg

Bland:
1 dl limesaft
1/2 dl olivenolie
1-2 tak sennep
1 tsk honning
Friskkværnet salt og peber

Blandes og stilles på køl!

20130731-222321.jpg

Sommerkage med bær på

Fik et stykke sommer, i form af kage, hos min søde nabo den anden aften – mandelkagen smagte så godt at jeg straks hapsede opskriften med til Samsø;-)

Bunden består af:
200 gram mandler (blendet i en minihakker eller lign)
3 æg pisket med
200 g sukker – man skal piske længe… Lige til æg og sukker er blevet til en lækker fyldig creme – herefter vendes de blendede mandler i og dejen hældes i en springform!
Jeg dækker altid formen med bagepapir – hvis man gør bagepapiret vådt og krøller det kan man forme det efter formen!
Bag bunden i 30 min, 175 grader.
Afkøles!

20130731-223227.jpg

Så skal der creme på!
Du skal piske 1,5 dl piskefløde, heri sier du 1 spsk flormelis og 1 tsk vanilje… Slut af med at røre 2,5 dl creme fraiche i og hæld cremen over den afkølede mandelbund.

Slut af med sommerbær – jordbær, hindbær, blåbær, ribs, solbær, brombær osv… Og pynt med spiselige blomster eller citronmelisse!

20130731-223636.jpg

Til aftensmaden fik vi trommestikker med nye kartofler, bønnesalat, humus og tzatziki, bagte nye rødbeder og små løg…

Resterne blev klemt ind i køleskabet, klar til cykelturen i morgen;-)

20130731-224001.jpg

Jennys trommestikker:

20130731-224109.jpg

20130731-224135.jpg

Tzatziki
Lidt på slump brugte vi et lille bæger græsk yoghurt til 1 revet og hårdtopvredet agurk, 1-2 små fed hvidløg, et lille stænk olivenolie, salt og peber…

Jens Christians humus
3 dl ukogte kikærter (i blød natten over og koges i rent vand i 40 min)
Blendet med 2 fed hvidløg, saften fra en halv citron, olivenolie, spidskommen, salt og peber

20130731-225100.jpg

Bagte rødbeder, løg og gulerødder
Skrællet, skåret i lige store stykker, vendt i olivenolie, rosmarin, lidt honning, salt og peber.

20130731-225038.jpg

Nu er det aften – de små lader op til nye skarnsstreger i morgen, himlen er nærmest regnbuefarvet og her er stille, helt stille… Godnat.

20130731-225743.jpg

Sommermad…

… Solen skinner og vi slapper max af hos min søster! Her er der skønne høns i alle farver, et væksthus fyldt med solvarme krydderurter lige til at plukke af, rabarberbed, hyggekroge og ro!

Feriemad skal være let, passe til de 2 smås appetit og være lækkert;-)
Vi lavede boller med peberfrugt i karry, basmatiris, grønkålssalat og nye gulerødder…

Boller i karry

20130721-201757.jpg

500 g svinekød, 1 rød peberfrugt i tern, 1/2 løg i små tern, 4 spsk mel, 4 spsk grove havregryn, 1,5 dl mælk, 2 æg, salt og peber

Rør farsen sammen og lad den trække en halv times tid så havregrynene lige suger lidt væske til sig.
Formes til boller og koges i letsaltet vand til bollerne popper op i vandoverfladen (ca. 8 min.)
Gem kogevandet…

Karrysauce
25 g smør/olie, 1 tsk god karry, 1/2 løg i tern, 2 spsk mel, Væsken bollerne er kogt i og en sjat fløde;-) smag til med salt og peber.

Smelt smørret og svits karry og løg. Tilsæt melet. Tilsæt lidt af kogevandet ad gangen – giv sovsen tid og lov til at blive god og rør den godt sammen!
Lidt fløde tilsættes.
Smag til med salt og peber…

Grønkålssalat

20130721-203043.jpg

Jeg elsker frisk grønkål – eller det er jeg kommet til;-) ikke nok med at det smager skønt og sprødt så er det sprængyldt af fibre og antioxidanter. Tilmed er grønkål et lille sommerboost indeholdende B-, C- og K-vitamin, folat, kalcium, jern, zink og jod.

Salaten bestod af 5 blade/stængler snittet grønkål, 1 nektarin i tern, 1 æble i tern og lidt tørrede tranebær… Så tilføjede jeg lidt af Meyers hyldeblomsteddike og friskkværnet salt og peber… Det smager af sommer:-)

Dessert med bær og crumble

20130721-203440.jpg

Vi sluttede af med en bærcrumble med
1 nektarin, 3 håndfulde snittede små søde jordbær og 6 stængler rabarber med en crumble bestående af 1,5 dl grove havregryn, 1,5 dl hvedemel, 1 dl sukker, 100 g smør, 1 spsk kartoffelmel (crumblen samles hurtigt og lægges over de snittede bær/frugter) bages 15-18 min v 225 grader
Serveres med creme fraiche eller flødeskum…

20130721-204148.jpg

Skøn pizza med kartofler…

Kartoffelpizzaen er flyttet ind i rækkehuset blandt favoritopskrifterne… Med sprød kant og duft af rosmarin, er den et fint alternativ til vores traditionelle pizzaer!

Pizzadej
2 dl koldt vand
10 g gær
4 spsk. Olivenolie
2 tsk salt
3-400 g god italiensk hvedemel

Rør gæren ud i det kolde vand. Tilsæt olie og salt. Ælt melet i og arbejd dejen godt igennem. Jo længere du ælter des smidigere bliver dejen.
Dæk dejen til og lad den hæve 30 min. eller til dobbelt størrelse.

Alt efter ovntype er det ved at være tid til at tænde ovnen på 250 grader – husk at lægge pizzastenen i den kolde ovn!

Rul den hævede dej ud til to pizzaer ( hvis du har travlt bliver pizzaerne også ok uden hævning, men brødet bliver klart bedst, sprødest og flottest efter hævning!)

Skær 2 små pakker mozzarella i tern og fordel ternene på pizzabundene.

Snit ca 300 g rensede kartofler i tynde skiver og fordel dem over mozzerellaternene.

Pluk kviste af rosmarinplanten i vindueskarmen;-) og drys det over sammen med lidt salt og friskkværnet peber.

Bag pizzaerne i ca 15 min til de er sprøde under bunden, kartoflerne er møre og osten fint smeltet!

Stænk god olivenolie over de nybagte pizzaer og riv parmesan over!

Velbekomme…

20130612-231352.jpg

20130612-231402.jpg

Barndoms klatkager…

Klatkager minder mig om barndom sammen med min mor i køkkenet… Duften af vanilje og hygge der spreder sig fra panden var magisk…

Da vi en dag havde en halv portion risengrød tilbage, lavede Selma Sofie og jeg de her klatkager:-)

Selma Sofies små favoritklatkager

1/2 portion risengrød (ca.)
3 spsk mel
1-2 æg
Skal af 1 økologisk citron
2 spsk sukker
1 dl kærnemælk
1 tsk vaniljesukker

Dejen røres sammen, klatterne steges langsomt ved middelvarme indtil de bliver lysebrune og fine… Serveres med sirup, sukker, bær eller syltetøj…

20130612-231723.jpg

Dage med amerikanske pandekager…

Amerikanske pandekager er søde små lækkerbiskener, som bare må nydes med sirup og friske bær…

Vi har forsøgt os med forskellige opskrifter og har fundet at min søsters opskrift er den bedste;-)

Søsters amerikanske pandekager

2,5 dl mel
1/2 tsk natron
1 tsk sukker
3/4 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
1 æg
2,5 dl kærnemælk
1 spsk smeltet smør

Smelt smørret på panden og bland det i dejen med resten af ingredienserne!

Steges ved middelvarme til de er lysbrune og lækre på begge sider! Serveres straks…

1 portion giver 9-10 små pandekager!

20130612-222548.jpg

Cookies med chokolade og marsmallows

Jeg har haft en pose med mini marsmallows til at stå i skabet et par uger… Har gået og luret lidt på, hvad de skulle bruges til og i aften tog de springet og hoppede ned i min cookies dej. Nu venter jeg i spænding på om det var en god ide!

Det ender altid med lidt af hvert i cookiesdejen, ofte ryger der grove havregryn i og denne gang en lækker rest smeltet chokoladetrøffel fra en cupcaketopping, hakket chokolade med knas og marsmallows.

20130421-211854.jpg

Det puttede jeg i:
200 g rigtig smør
2 dl farin – bland gerne mørkebrun moscovado sukker i
1 dl sukker
2 æg
2 tsk vaniljesukker
5 dl hvedemel
Ca 2 dl grove havregryn
1 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
150 g chokoladetrøffel (chokolade smeltet i fløde)
100 g chokolade med knas
Masser af mini marsmallows

Lavede 20 store kager og bagte dem ca. 14 min ved 175 grader varmluft…

Resultat? Ikke de kønneste cookies… Men smagen;-) MUMS! De små marsmallows smelter til de skønneste karamelhuller i kagerne.

20130421-213615.jpg

Tomatsauce med mascarpone

Vi har længe haft en lille favorit tomatsauce på glas som kunne købes nogenlunde billigt, lunes og røres op med en pakke frisk pasta… Det passede lige til 2 personer til aftensmad og pyntet med parmesan og et par friske basilikumblade var det helt perfekt som billig aftensmad.

Så forsvandt tomatsaucen fra hylderne i butikkerne og vi gik på udkig efter en ny. Vi konstaterede at de faktisk var ret dyre og derfor har vi udviklet vores egen lille favoritsauce, som man kan ændre i, tilføje ingredienser osv. efter smag og behag.

Kig under Mad! efter opskriften…